» Nu kommer Skovstemningen i kvarteret

Nu kommer Skovstemningen i kvarteret

maj 3, 2017

Kurvede vandforløb med vildvin og klatrehortensia, som snor sig lodret op ad facaderne. Engblomster og vilde græsser langs vandkanten – og omkring i det grønne landskab står vandgran og fransk bjergfyr, side om side med æbletræer, solbær og hindbærbuske.

Det lyder måske som en eksotisk og farverig beskrivelse, taget ud af et feriekatalog. Men det er i virkeligheden en lille del af den planteliste, som landskabsarkitekterne har planlagt skal plantes og etableres i Skovkarteret, over det næste halve år.

Grønt i alle størrelser

I den centrale del af Skovkvarteret, nærmere bestemt mellem husene i etape 1B, 2A og 2B, er Rasmus Friis A/S så småt i gang med at etablere både vandforløb og ”skovstemning” mellem husene. Åen, eller LAR løsningen, som det i virkeligheden er, kan du læse mere om her…

Rasmus Friis A/S regner med at nå langt, allerede hen over sommeren. Dels skal mange af træerne plantes inden juli, og desuden vil det jo være skønt, at byde de mange nye beboere velkommen med grøn sommerstemning og lyden af svagt rislende vand. Hele området forventes færdigt i indeværende år.

Se herunder et lille udpluk af listen over de mange fine træer, buske og græsser, som alle beboere i Skovkvarteret kan glæde sig over flytter med ind i kvarteret.

TRÆER og BUSKE

Vandgran, Skovfyr, Fransk Bjergfyr, Sumpcypres og hybridlærk.

“Fillipa” spiseæble, solbær, ribs, stikkelbær og hindbær.

HÆK, PLANTER og GRÆSSER

Stilkeg, Engblomster, Storbladet efeu, Humle, klatrehortensia, vildvin og rådhusvin.