» Mød Line og Robert

Mød Line og Robert

juli 7, 2015

ambassadør1

                  Line og Robert var hurtigt ude, da Radiorækkerne blev sat til salg. 

Line og Robert Jensen Rix er pionerer. Det kalder de sig selv, for parret var blandt de første, som købte et rækkehus i Radiorækkerne – på et tidspunkt, hvor det eneste indtryk, de havde af deres nye hjem, var animationer i 3D på en computer.

»Vi sprang bare ud i det. I virkeligheden var det som at hoppe ud fra 10-meter-vippen. Men vi tænkte, at vi måtte rykke nu, for det var en pris, vi kunne betale, og et sted, vi ville være,« forklarer Robert om at kaste sig ud i at købe en bolig, der ikke var bygget endnu.

Et godt tilbud

Line og Robert havde boet ni år i en ejerlejlighed på Amager, da de greb chancen for at skifte boligen ud.
Undervejs var David, 10, kommet til, og trangen til nyt var især et spørgsmål om ekstra rum – både inde og ude:
»Jeg ledte efter en have. Jeg ville sidde i min have med en kop kaffe eller et glas vin, det var min desperation at komme ud. Men hver gang, jeg sagde noget om have, fik Robert det dér Hvidovre-udtryk i ansigtet,« forklarer Line om den velkendte sammenhæng mellem uderum og forstadsliv.

Valget faldt på Radiorækkerne, som Line opdagede i en avisreklame. Projektet blev markedsført med en beskrivelse af en nærhed til byen, der med hendes ord forekom »utopisk«. Men beliggenheden stod distancen i forhold til pris, og familien slog til:

»Jeg tænkte, at det var et godt tilbud. Det skulle ikke ligge for længe,« konstaterer Robert om beslutningen.

Visionen blev virkelighed

Dengang var der bare »en knoldet mark« og nogle høje, gamle egetræer, hvor rækkehusene står i dag. Jævnligt tog Line, Robert og David til Islands Brygge for at se på byggeriet. Tre containere, stablet oven på hinanden, viste grundplanen på de huse, der skulle opføres. 
Da fundamentet var støbt, gik David en tur i sit nye værelse og måbede over, hvor småt det så ud.
»Det virkede næsten klaustrofobisk, første gang jeg gik ind i betonen. Man er nødt til være i rummet, før man kan fornemme det,« siger Robert.

Den oplevelse fik familien endelig i juli 2013, hvor Line, Robert og første etapes øvrige nye husejere flyttede ind.
De var pionererne, der endelig pustede liv i skitserne på blokken.
»Nu kan vi se visionen. Børnene kommer på løbehjul gennem rækkerne, det summer af liv, naboskabet er godt. Det er rart at være her, og det er rart at komme tilbage, når man har været væk. Det er det bedste, vi nogensinde har gjort,« siger Robert.

Læs om de andre familier, som bor i byen … Mød dem her:
Christina & Jonas
Lotte & Martin
Tania & Kasper