Vidste du, at der kommer en kirke ved Skovkvarteret?

januar 29, 2018

Michael Krogstrup Nissen er provst i Amagerbro Provsti og sognepræst ved Islands Brygge Sogn, der dækker området hele vejen til Skovkvarteret og Ørestad. Michael er uddannet teolog og har slået sig ned i Skovkvarteret, hvor han bor med udsigt over Fælleden og kvarteret, som han synes har en helt særlig ånd.
“Det er ikke så tit, der bygges kirker i Danmark, så det er en spændende opgave, at skulle være med til at skabe en kirke i Ørestad. Det er nemlig ikke kun en bygning, det er primært engagerede mennesker” fortæller Michael.”

Fokus på kirkelivet

Menighedsrådet har lejet et midlertidigt kirkerum i 8 tallet, der skal bruges til kirkelige handlinger og gudstjenester, indtil projekt ny kirke i Ørestad er endeligt på plads. Så har beboerne i Ørestad ikke langt til en kirke, hvilket vi håber, vil bidrage til kvarteret. Menighedsrådet er i fuld gang med at indrette kirkesalen samt indhente de nødvendige tilladelser, for at kunne benytte kirkesalen som kirke på lige fod med andre kirker.
“Vi vil rigtig gerne have sat fokus på kirkelivet i Ørestad” fortæller Michael. Kirkens nye sognepræst er netop tiltrådt og er den 50-årige Rikke Weissfeld, som har været præst i Sundby Kirke de seneste 5 år. Rikke kommer i samarbejde med andre, til at tegne profilen i Ørestad og vil være klar til at samle pionerånden i den nye københavnske bydel.

Noget at se frem til

Den kommende kirke, som skal erstatte kirkesalen til den tid, lader dog vente på sig. Kirken skal bygges tæt på Skovkvarteret ved den nye legeplads, og bliver derfor en del af det hyggelige miljø i nærområdet. Michael forklarer at det er en lang proces, der blot lige er begyndt: “Jeg forventer at det kommer til at ske i indeværende år, at vi får købt grunden. Og så vil der gå en del år før der begynder at blive bygget – måske 5-7 år, før den er færdig”.
Så det med liiige at bygge en kirke er ikke noget, der lige bliver gjort. Provsten forklarer, at der er mange myndigheder samt planlægning, der skal passe sammen.

“Der skal være nogle mennesker som tager ejerskab på det, ønsker kirken og engagerer sig i det, for at det giver mening. Men engagerede mennesker med den rette pionerånd er der heldigvis mange af her i området. Så det bliver spændende”.

Og det er netop menighedsrådet, som består af frivillige, der til den tid kommer til at stå for byggeprojektet. Michael forklarer, at det også er en stor opgave for dem, da det ikke er en opgave mange har erfaring med – det er ikke så tit, at der bygges kirker.

En nær fremtid

Selvom det synes som lang tid, så er det en fremtid, der stadig er overskuelig for de fleste, særligt hvis en familie netop har købt bolig i Ørestad med små børn, som de har i sinde at blive boende i. Så kan de nå at få gavn af kirken i mange år.

Selv bor Michael i Skovkvarteret, der har han boet i snart et år: “Vi glæder os over, at der sker fremskridt, og at infrastrukturen bliver mere fremkommelig, at der bliver lidt mindre mudder man skal passere” siger Michael med et smil.

Smil og gå-på-mod er vigtige egenskaber, både når der skal bygges en kirke – men også i Skovkvarteret, hvor naboskab er et centralt fokus.

“Der er rigtig godt naboskab, det er nogle meget søde, venlige og rare mennesker og naboer. Folk hilser altid på hinanden. Der er en godt stemning” fortæller Michael smilende, og tilføjer: “Jeg synes man kan mærke, at folk er meget indstillet på, at det skal blive godt. Der er en pionerånd i Skovkvarteret”.